Hesten som ridedyr
I naturen lægger hesten det meste af sin vægt på forparten – ca 60% og i bevægelse holder den som oftest hals og hoved forholdsvist højt. Det er ikke noget problem for hesten – det er sådan den er bygget.
Men – Når vi sætter en rytter på ændrer spillereglerne sig, for så kan den lige pludselig ikke holde til det i det lange løb, hvis den bevæger sig som den plejer. Der skal den ind og have fat på de bevægelses momenter den bruger når den leger, eller pludselig skal sætte af for at komme væk fra en fare.
For nu at gå tilbage til unghesten/ den utrænede hest, så skal vi som rytter gerne formå at lære hesten at bruge sig korrekt, så den blive stærk og kan holde til at være ridehest også på lang sigt.
Når vi kravler op på en ung hest vil dens umiddelbare reaktion være at spænde op i rygmusklerne for at bære vægten og derved sænke ryggen – ikke så smart for holdbarheden i det lange løb.
– Så er det vi skal ud og påvirke hals og hovedholdning. Hesten skal her optimalt set sænke og strække halsen frem. Når den gør det aktiverer den ”nakke” ligamentet(lig. Nuchae og lig. supraspinosus) som går fra bagsiden af kraniet til korsbenet og som er med til at trække torntappene i mankepartiet let frem, hvorved ryggen løftes. Det er vigtigt at hesten ikke skal tvinges i en holdning, men f.eks indøve det via positiv forstærkning.
Ligamenterne går ind og hjælper rygmusklerne med at bære rytteren, så rygmusklerne fortsat kan kontrahere og slappe af som de skal, for at hesten kan bevæge sig uden spænding. På sigt vil hestens halsmuskler tage over for ligamenterne, så hesten ikke har behov for at gå ligeså dybt, som til at starte med. Men det tager lang tid at uddanne en hest, så den bruger sig korrekt.